Domaine Michaud ligger i Touraine-distriktet i Loiredalen. Nærmere bestemt i landsbyen Noyers-sur-Cher. Ca. 30 minutters kørsel øst for Tours. Domainet, der omfatter 25 ha. har flint-og kalkholdige vinmarker på syd-sydøstvendte skråninger ned til floden Cher. Domainet drives af Thierry Michaud, der regnes for et af de bedste i Touraine, ikke mindst af det ansete vintidsskrift Revue du Vin og af Guide Hachette des Vins. Vinen er et rent ståltanksprodukt. I glasset fremstår den meget aromatisk med elementer af grape, stikkelsbær og hyldeblomst. Smagen er ren, sprød og fyldig med undertoner af citrus, pære og mineralitet, afsluttende med en frisk, læskende syre, der holder fint ved. En delikat vin i perfekt balance. Ikke underligt, at den ofte beskrives som en ” Baby-Sancerre ”. Perfekt skaldyrsvin. Eller prøv den til en frisk gedeost. Eller bare til et glas i utide.